Julehilsen

Ved indgangen til 2014 var vi egentlig ret optimistiske, men optimismen forsvandt lige så hurtigt, efterhånden som Putin rykkede ind i Ukraine. Vi havde en god ordre landet derovre, men hurtigt indså vi, at den nok ikke blev til noget. Vores kunder i Ukraine var og er stadig under pres. Det er jo på ingen måde kun os, der er ramt, men i høj grad også mejerierne og slagterierne og dermed landmændene. Der er ingen tvivl om, at eksportmarkederne betyder enormt meget for dansk landbrug, og vi blev, som så mange andre, ofre for et storpolitisk spil. Politikkerne spillede med musklerne, - landbruget betaler prisen. 

Nye forretningsområder. 

Ud fra devisen at pil er for godt til at brænde af, har vi i 2014 fortsat vores søgen efter nye anvendelsesområder. Vi har gennemført en test med produktion og afbrænding af træpiller baseret på pileflis og har teknologien på plads, men det fortsatte prisfald på olie gør, at vi ikke vil starte produktionen, men vente til at der kommer bedre økonomi i et lokalt produceret og forarbejdet brændsel. Så indtil videre sælger vi traditionelle træpiller på www.netpellets.dk, som i løbet af året har udviklet sig godt, og vi er stadig Danmarks billigste – med prisgaranti! 
Giraffer spiser også pil, var temaet her tidligere i år i ét af vores nyhedsbreve. Forsøget med girafferne i Københavns ZOO starter her ved juletid. Vi glæder os over samarbejdet og håber, at vi her finder endnu en anvendelse for energipil. 
Et par nye projekter vil i 2015 se dagens lys, og i særdeleshed er ét af dem ekstra spændende, men mere herom senere. 

Salixin A/S. 

Sidste år i vores julehilsen fortalte vi om vores nye firma Salixin, hvor vi arbejder med at ekstrahere de gode egenskaber fra pil, til anvendelse i naturmedicin. Status her ultimo 2014 er at vi er kommet ind på markedet dels via firmaer, der har købt vores ekstrakt, og har iblandet det i deres produkter og dels via vores egne produkter, der forhandles via hudlæger, tandlæger og vores egen hjemmeside – www.salixin.dk. Satsningen med Salixin er at komme helt op i toppen af værdikæden. Vi har gode forhåbninger om, at 2015 bliver det år, hvor Salixin for alvor bryder igennem. 

Energy Harvester. 

Igennem 2014 har vi kørt intensiv test på vores nye pilehøster. Billedet herunder er fra den afsluttende test i juni, hvor vi kørte igennem et areal med 3 års pil med blade på for at presse maskinen til det yderste. Den bestod testen og bliver nu sat i produktion. Har du interesse I at se maskinen høste, så kontakt os gerne. 



Hvad bringer 2015? 

Med sikkerhed bringer 2015 nye overraskelser både politisk og vejrmæssigt, det plejer et år jo, men herfra kan vi fortælle, at vi introducerer en helt ny hjemmeside med en omfattende webshop med alle vores pileprodukter. I dag sælger vi især mange pilehegn, kurve, pil til flet og meget mere via vores forhandlere landet over, men internettet er og bliver en mere og mere interessant platform for salg, og det tager vi nu fat på her i det nye år. 

Slutteligt vil vi gerne ønske jer alle en rigtig glædelig jul og ikke mindst et lykkebringende nytår 2015. 

Ny Vraa Bioenergi I/S - Tlf.: +45 9696 6200